Fly
er en god måde at komme hurtigt frem,
særligt hvis du skal langt. Lokal indenrigsflyvning er
også tillokkende, hvis landet/området er stort
eller hvis tiden er knap. Flyrejser er ofte ensbetydende med
lange og kedelige ophold i lufthavnsområder, der stort
set minder om hinanden over hele jorden.
Bil / motorcykel
er et godt alternativ. Hvis du skal langt væk
som eksempelvis USA, er det dog ofte mere fordelagtigt at
købe en brugt på stedet, som du så
sælger igen inden du tager videre/hjem. Fordele ved at
køre selv er naturligvis friheden til selv at
bestemme, hvorhen og i hvilket tempo. En køretur
rundt i europa giver mange gode oplevelser - men måske
også trætte børn på bagsædet
af en alt for varm og lummer bil.
Bussen
kører nonstop indtil destinationen, så
længe der er tale om almindelige charterrejser og
langtursruter i "vestligt, civiliserede lande". Det er ofte
nemt, bekvemt og billigt, men også en smule kedeligt.
Hvis du derimod tager en lokal rute et fremmed sted i
verden, vil den ofte byde på spændende
oplevelser og et godt indblik i livets gang det
pågældende sted. Måske du sidder mellem
geder og høns, men måske du også bliver
inviteret hjem til kaffe/mad/husly hos den lokale bonde.
Tog
er i denne henseende bussens storebror. Du kommer som
oftest hurtigere frem, sikkert til de samme penge eller lidt
dyrere. Desværre er tognettet ikke så fintmasket
som bussernes. Toget har dog nogle klare fordele fremfor
bussen. Du sover bedre og dine eventuelle børn
får lidt mere plads. Udsigten er også
næsten altid meget bedre fra toget end fra bussen og
endeligt er sikkerheden statistisk set klart bedre.
|